Den grønlandske Lods – Sejladsanvisninger Vestgrønland dækker Grønlands vestkyst fra Nunap Isua (Kap Farvel) til Kap Morris Jesup og giver vejledning om navigation i farvandene ud for Grønlands vestkyst, herunder navigation indenskærs og i fjordene.
Fra papir til digital
Den nye digitale lods bygger på den tidligere trykte version af samme fra 1966, som nu annulleres. Geodatastyrelsen har desuden opdateret den nye version med oplysninger fra opmålingsskibe, statsinstitutioner, handelsskibe og stedkendte personer m.fl.
På dansk og engelsk
De grønlandske sejladsanvisningerne er også publiceret i en engelsk version under titlen: Greenland Pilot - Sailing Directions for West Greenland. Således findes sejladsanvisninger for både Øst- og Vestgrønland nu i en dansk og engelsk udgave.
Bag om søkortet
Bag om Søkortet - Opmåling, pålidelighed, anvendelse, 3. udgave er et værktøj til forståelse af søkortets opmålingsgrundlag, opbygning, indhold og pålidelighed. Internetpublikation beskriver de hydrografiske indsamlingsmetoder, der gennem tiderne har været anvendt til indsamling af opmålingsdata til brug for søkortproduktion.
Ny kildeangivelse
Papirsøkort fra Geodatastyrelsen har hidtil været forsynet med kildeangivelse, enten beskrevet i titelfeltet eller i form af et kildediagram, der viser inden for hvilken årstalsperiode et bestemt område er blevet opmålt i. Fremover vil styrelsen tilstræbe at forsyne nye udgaver af papirsøkort med kildeangivelse i form af Zones of Confidence (ZOC) kategori og diagram. Brugere af papirsøkort kan finde information om ZOC kategori og diagram i Bag om Søkortet, afsnit 10.2.
Faktaboks
- Den grønlandske Lods – Sejladsanvisninger Vestgrønland blev udgivet i uge 50 2018
- Den nye digitale version afløser den tidligere trykte udgave Den grønlandske Lods I – Vestgrønland fra 1966, som annulleres.
- Bag om søkortet - Opmåling, pålidelighed, anvendelse, 3. udgave er et værktøj til forståelse af søkortets opmålingsgrundlag, opbygning, indhold og pålidelighed.