Matrikelkort

Matrikelkortet er et digitalt oversigtskort, der har til formål at være en grafisk visning af Matrikelregistret. Det identificerer dermed matrikulære arealer og viser registrerede ejendomsgrænser (skel).

Hvis matrikelkortet over din ejendom ser forkert ud, kan det skyldes en gammel unøjagtighed. Men det kan også skyldes, at ejendomsgrænsen har ændret sig over tid som følge af hævd. Derfor er det vigtigt at kende til, hvordan matrikelkortet er blevet produceret og løbende bliver ajourført.

Fra ca. 16.000 papirmatrikelkort til ét digitalt matrikelkort
Før matrikelkortet blev digitaliseret i 1990-1997 til et sammenhængende kort for hele Danmark, bestod det af ca. 16.000 papirmatrikelkort. Disse matrikelkort og tidligere gældende matrikelkort betegnes som historiske matrikelkort. De historiske matrikelkort kan findes her.

Produktionen af det digitale matrikelkort er sket på forskellige måder, og netop det har betydning for nøjagtigheden af skellene i matrikelkortet, når kortet sammenholdes med andre kort.

Det digitale matrikelkort er et sammenhængende kortværk, der er opbygget på grundlag af et fælles referencenet. Matrikelkortet er konstrueret ved, at sammenhængende vejmålinger og større udstykninger er indlagt i kortet for at danne en form for skelet. De resterende skel er indlagt i matrikelkortet ved digitalisering af papirmatrikelkort og en efterfølgende transformation over udvalgte punkter. Matrikelkortets visning af skel skal dermed betragtes som vejledende, da de er behæftet med en usikkerhed på typisk 0,1-4,0 m (afhængigt af område, produktionsmetode, alder og evt. opstået hævd).

Op til 200 år gamle
Da nogle skel i matrikelkortet er digitaliseret fra et papirmatrikelkort kan det have medført unøjagtigheder i digitaliseringsprocessen. Derudover kan nogle af disse skel stamme fra en måling, der måske er 100-200 år gammel, og som igennem tiden ved omtegning er blevet overført fra et papirmatrikelkort til et nyt. Det kan også være, at ejendomsgrænsen har ændret sig i løbet af denne periode uden at dette er blevet registreret i matriklen. Matrikelkortet opdateres nemlig på initiativ fra ejendomsejere. Andre skel i matrikelkortet er af nyere oprindelse og indlagt på baggrund af en GPS-måling, og disse skel har dermed en høj nøjagtighed og god overensstemmelse med andre kort.

Landinspektøren kan fastlægge ejendomsgrænser
Selv om skelpunkterne i matrikelkortet er bestemt ved koordinater kan de som udgangspunkt ikke anvendes til at fastlægge ejendomsgrænsen i marken. Kun en praktiserende landinspektør kan fastlægge en gældende ejendomsgrænse. Landinspektøren vil i den forbindelse anvende målebladene fra de matrikulære sager, der indeholder de nøjagtige mål eller koordinater til skellene. Hvis du ønsker en afsætning af et skel, skal du for egen regning kontakte en praktiserende landinspektør.

Uoverensstemmelse mellem matrikelkort og andre kort
Der kan være forskellige årsager til en uoverensstemmelse mellem matrikelkortets skellinjer og brugsgrænser i et ortofoto. Dermed er der også forskellige måde at løse ”problemet” på. Det kan være svært at vurdere alene på baggrund af matrikelkortet, hvad der er årsag til en uoverensstemmelse, og uoverensstemmelser kan også have flere forskellige årsager.

Overordnet kan uoverensstemmelser inddeles i følgende kategorier:


Unøjagtigheder i ortofotos

Der kan forekomme at være unøjagtigheder i ortofotos. Eventuelle unøjagtigheder kan derfor også være årsag til uoverensstemmelser mellem ortofoto og matrikelkortet. Disse unøjagtigheder kan blandt andet blive synlige ved at sammenligne ortofotos fra forskellige årstal.

Nedenfor vises et eksempel på unøjagtigheder i ortofotos (træk i slideren)

Til venstre: Udsnit af matrikelkort med ortofoto forår 2016 som baggrund.
Til højre: Udsnit af matrikelkort med ortofoto forår 2019 som baggrund.

Til toppen


Unøjagtigheder i matrikelkortet
Typisk er unøjagtigheder i matrikelkortet kendetegnet ved systematiske forskydninger af jordstykker/skellinjer i forhold til synlige brugsgrænser i et ortofoto. Disse forskydninger er opstået i forbindelse med digitaliseringen af papirmatrikelkort i slutningen af 1990’erne. Selvom det digitale matrikelkort kan være unøjagtigt, vil det normalt ikke have betydning i forhold til matriklens arealoplysninger, der indgår som en parameter i ejendomsvurderingen.

Nedenfor vises et eksempel på unøjagtighed i matrikelkortet (træk i slideren)

Til venstre: Udsnit af matrikelkort med ortofoto som baggrund. Det ses, at skellinjerne i matrikelkortet er forskudt mod syd omkring en vej til et bagvedliggende hus. Skellinjerne i matrikelkortet er i dette område digitaliseret fra et papirmatrikelkort (kortet til højre).
Til højre: Udsnit af historisk papirmatrikelkort, der var gældende i perioden 1943-1996. Unøjagtigheder i papirmatrikelkortet og den efterfølgende digitalisering er de primære årsager til den visuelle forskydning af skellinjerne. Selvom matrikelkortets skellinjer afviger fra synlige brugsgrænser i et ortofoto, kan oplysninger om skellenes beliggenhed være veldefineret på et måleblad.

Unøjagtigheder i matrikelkortet kan også forekomme, selvom der i matriklens arkiv findes måleblade med nøjagtige mål til skellene for en ejendom. Et måleblad er udarbejdet af en praktiserende landinspektør og indeholder oplysninger om mål eller koordinater til skelpunkter, samt oplysninger om, hvordan skelpunkterne er afmærket. Landinspektøren anvender målebladets oplysninger i forbindelse med afsætning af skel.

Måleblade kan i nogle tilfælde også anvendes til at rette unøjagtigheder i matrikelkortet, se eksempel nedenfor (træk i slideren).

Til venstre: Udsnit af matrikelkort med ortofoto som baggrund. Matrikelkortets nøjagtighed er blevet forbedret på baggrund af et måleblad.
Til højre: Udsnit af måleblad fra den matrikulære sag, hvor ejendommen med matrikelnummer 5hc udstykkes i 1974.

Det er muligt at få rettet unøjagtigheder i matrikelkortet ved for egen regning at kontakte en praktiserende landinspektør. Geodatastyrelsen retter ikke matrikelkortet for unøjagtigheder, men kun for deciderede fejl, se afsnittet om fejl i matrikelkortet.

Måleblade kan som udgangspunkt ikke bestilles direkte hos Geodatastyrelsen. Der henvises i stedet til en praktiserende landinspektør, der har digital adgang til arkivet med måleblade og kan yde rådgivning om fastlæggelse af skel. Du kan læse mere om bestilling af måleblade her.

Til toppen

Ikke-berigtiget forhold i matrikelkortet
Uoverensstemmelse mellem matrikelkort og ortofoto kan også skyldes, at ejendomsgrænsen har ændret sig over tid som følge af hævdserhvervelse. Der er således ikke tale om en fejl i matrikelkortet, da matrikelkortet viser de registrerede ejendomsgrænser.

Som ejer er man ikke forpligtiget til at få rettet denne type uoverensstemmelser. Men de hævdvundne ejendomsgrænser registreres, og ejendomsretten sikres, når et ikke-berigtiget forhold registreres i matriklen. En ejer må for egen regning at kontakte en praktiserende landinspektør, hvis et ikke-berigtiget forhold ønskes registreret i matriklen.

Nedenfor vises et eksempel på et ikke-berigtiget forhold i matrikelkortet (træk i slideren).

Til venstre: Udsnit af historisk papirmatrikelkort gældende for perioden 1970-1997.
Til højre: Udsnit af matrikelkort med ortofoto som baggrund. Læg mærke til skellinje, der går igennem en bygning. Denne skellinje har samme skelforløb på det gældende matrikelkort. Uoverensstemmelsen mellem skellinjer i matrikelkortet og ortofoto skyldes dermed ikke fejl i matrikelkortet.

Til toppen

Fejl i matrikelkortet
Fejl i matrikelkortet forekommer sjældent. Eksempler på fejl kan være en skellinje, der er forbundet til et forkert skelpunkt eller et skelpunkt, som ikke er blevet digitaliseret fra papirmatrikelkortene.

Fejl i matrikelkortet kan indberettes til Geodatastyrelsens Support via dette link.

Nedenfor vises et eksempel på fejl i matrikelkortet (træk i slideren).

Til venstre: Udsnit af måleblad fra 1995, hvor skellet mellem de to ejendomme er fastlagt ved mål (koordinater). Geodatastyrelsen har anvendt målebladets oplysninger til at rette fejlen i matrikelkortet.
Til højre: Udsnit af matrikelkortet (før fejlen blev rettet) med ortofoto som baggrund. Skellinjen mellem ejendommene er i forbindelse med digitaliseringen blevet forbundet til et forkert skelpunkt (nordligste skelpunkt).

Til toppen