4.6. Miljøbeskyttelsesloven

Lovens administration er delt mellem kommunalbestyrelsen og Miljøstyrelsen (efter delegation fra Miljøministeren).

Det er navnlig reglerne i kapitel 3 og 4 om beskyttelse af jord og grundvand samt reglerne i kapitel 5 om godkendelse af særligt forurenende virksomheder (listevirksomheder), som i forhold til den tilsigtede anvendelse kan have betydning i sager, hvor der sker udstykning, matrikulering, arealoverførsel eller sammenlægning. Listevirksomheder fremgår af bilag 1 til bekendtgørelse nr. 1640 af 13.december 2006 om godkendelse af listevirksomhed med senere ændringer.

For nærmere vejledning om reglernes indhold og administration henvises til Miljøgodkendelsesvejledningen.

I forhold til miljøbeskyttelsesloven skal kommunalbestyrelsen svare på følgende:

Er der forhold i sagen, der kræver godkendelse?

Besvares spørgsmålet med et "ja", åbnes underspørgsmålet:

Mangler der en kommunal godkendelse i henhold til miljøbeskyttelsesloven som følge af anlæg, påbegyndelse, udvidelse eller gennemførelse af bygnings-/driftsmæssige ændringer af en listevirksomhed?